Solnedgang Kolby Samsø

Grønt kursskifte i transportpolitikken efterlyses

Da Benny Engelbrecht blev udnævnt til transportminister for omtrent et år siden, erklærede han sig som minister for den grønne omstilling, og at Transportministeriet skulle være et grønt ministerium. Den udmelding var absolut på sin plads, for transportsektoren har længe været den grønne omstillings smertensbarn, ikke alene i forhold til klimaet, men tillige på en stribe andre miljøparametre. Derfor er der brug for en grundlæggende ny tilgang til transportpolitikken. Og her er det ikke nok, at sætte sin lid til el-biler, som nok kan være en del af løsningen, men så langt fra den eneste.

Massive miljøproblemer

Det er der flere grunde til. For det første er der mange andre miljøproblemer knyttet til transport end den direkte CO2-udledning fra køretøjerne, der i dag udgør ca. 30% af de samlede udledninger. Den stigende transport med især biler har ført til en enorm vækst i den bilunderstøttende infrastruktur – motorveje, broer, tilkørselsramper, over- og underføringer osv. – som allerede i dag fylder voldsomt i landskabet og er til stor gene for et stigende antal mennesker.

Dette aspekt understreges af en øget opmærksomhed omkring trafikkens støjgener, der primært skyldes dæk-støj og derfor ikke reduceres ved overgang til el-biler. Ifølge nye undersøgelser fra Miljøstyrelsen dør årligt op imod 500 danskere for tidligt som følge af trafikstøj og omkring 1.5 mio. boliger udsættes for støjniveauer, der overskrider WHO’s anbefalede grænseværdi på 53dB. Også naturen lider under trafikkens støjgener, ligesom infrastrukturen skaber kraftige barrierer i landskabet, der separerer bestandene og bringer dem under en levedygtig størrelse. Den stadigt voksende trafik må derfor anses for en væsentlig faktor i den alarmerende tilbagegang for især vores vilde fauna.

Hertil kan så tilføjes problemerne med luftforurening, udvaskning til vand-miljøet af asfalt og afslidt gummi og sidst – men ikke mindst – de mange drab og kvæstelser af mennesker og dyr, som biltrafikken forårsager. Lægger vi det hele sammen er vores nuværende transportsystem en dræber i så massivt et omfang, at det ikke ville blive accepteret inden for noget andet område af samfundet. Det endelige dødstal af Covid-19 når formentlig ikke op på det niveau, vi hvert eneste år må acceptere for trafikkens vedkommende.

Det handler altså om meget mere end bilernes CO2-udledning, og selv hvis vi alene fokuserer på CO2, så handler det om meget mere end bilernes udstødning. Den enorme infrastruktur, som skal befordre de mange biler, er meget energitung – det er fremstilling af biler i øvrigt også, el-biler eller ej.

Hertil kommer så den elektricitet, der skal drive el-bilerne. Heller ikke den er en ubegrænset ressource, tværtimod vil der være mange aktiviteter i samfundet, som fremover skal kappes om den begrænsede mængde vedvarende energi, der vil være til rådighed, når de fossile brændsler helt er afviklede. Det faktum skærpes af, at de bio-brændsler, der i dag udgør ca. to-tredjedel af vores såkaldt ’vedvarende’ energi absolut ikke er nogen bæredygtig løsning. Det betyder, at vi i et land som Danmark fremover i store træk må klare os med sol- og vindenergi, som dermed bliver en begrænset ressource, der må prioriteres med den største omhu. At vedligeholde et bilbaseret transportsystem, hvor der i gennemsnit sidder ca. 1.1 person i hver bil, der i gennemsnit kører omkring 35 km om dagen, er ikke udtryk for omhu, men tværtimod et uacceptabelt fråseri.

Alt i alt er der altså mange tvingende grunde til, at vi må tænke transportpolitikken om fra grunden af.

Mindre og mere miljøvenlig transport

Først og fremmest må vi holde op med at tænke transport som noget, vi bare kan hive ned fra hylderne efter forgodtbefindende, hvorefter vi så indretter hele det øvrige samfund efter denne præmis.

For det er jo sådan, vi har gjort de sidste mange, mange år. Vi har centraliseret stadigt flere nødvendige samfundsfunktioner, så folk har fået stadigt større afstande mellem deres daglige gøremål. Derfor er bilen i dag næsten blevet en nødvendighed for rigtig mange mennesker.

Den udvikling må vendes, ja, afstande og transport må fremover medtænkes i såvel den overordnede planlægning som i alle konkrete private og offentlige beslutninger vedrørende lokalisering. Dette må kombineres med en markant stigning i prisen for at køre bil, således at folk tvinges til at tænke sig ekstra godt om, når de begiver sig ud på vejene. I øvrigt har Corona-krisen jo vist, at ganske meget transport med fordel kan erstattes af kommunikation på distance.

Det transportbehov, der bliver tilbage, må tilgodeses gennem mere miljøvenlige og mindre ressourcekrævende transportformer, og her er det kollektive transportsystem et godt alternativ til bilen, især på de lidt længere strækninger. Derfor må det udbygges og forbedres efter mange års sultekur. På de kortere distancer er cyklen den mest nænsomme transportform, hvorfor der bør anlægges langt flere prioriterede cykelstier end i dag. I øvrigt vil en udbygning af mulighederne for at medbringe cykler i den kollektive transport gøre kombi-transport til et attraktivt alternativ til bilen.

Endelig er der så el-bilen, som især på de skæve transporter ikke mindst i landområderne kan yde et vigtigt bidrag. Derfor må el-biler fremmes – ikke som den eneste løsning, men som et vigtigt element. Det må i øvrigt kombineres med udviklingen af mere intelligente transportløsninger end hver-mand-sin-bil. Samkørsel og delebilsordninger bør kunne tilbydes i et langt større omfang end i dag – og her spiller prisen også en rolle. For når det bliver væsentligt dyrere at transportere sig i sin egen bil, vil en bedre ressourceudnyttelse automatisk blive mere attraktiv.

Omlægning af investeringer

En reduktion af biltransporten er i øvrigt den eneste holdbare løsning på de absurde trængselsproblemer, der hober sig op overalt i og omkring de større byer. Nyere forskning viser, at det ikke længere er muligt bygge sig ud af trængselsproblemerne, hvilket er endnu et argument for at tænke fundamentalt nyt omkring transportpolitikken.

I stedet for at fortsætte med at kaste hundredevis af milliarder kroner efter nye ødelæggende motorvejsanlæg til lands såvel som til vands, opfordrer vi til at der udformes en investeringsplan for en reel grøn omstilling af transporten. Den kan spille på mange tangenter: Udbygning af den kollektive trafik, bedre forhold for cyklister, omstilling til el-biler, udvikling af nye intelligente transportløsninger, øget brug af distancearbejde, decentralisering af vigtige samfundsfunktioner osv. Alt det kræver store investeringer, som der ganske givet ikke bliver råd til, hvis først pengene er kastet efter forældede bro- og motorvejsprojekter.

Derfor kære Benny Engelbrecht: Hvis du sætter dig i spidsen for en sådan reel grøn omstilling af transportsektoren, vil du for alvor leve op til din tiltrædelseserklæring. Vi ved, at stærke kræfter presser på for at fortsætte i fortidens forslidte spor, men vi håber inderligt, du har modet til at vælge en mere fremtidssikret vej. Og den er grøn!

Debatindlæg i Mobility Tech 17. juni 2020 af John Holten-Andersen, NOAH, Kjeld A. Larsen, Rådet for Bæredygtig Trafik, Louise Faber, Borgerbevægelsen, Ib Salomon, DN-Odder, Anne Grethe Olsen, Stop motorvej over Samsø, Morten Telling, Kattegatforbindelse Nej tak, Andra Pachai, Hærvejsmotorvej Nej tak

Scroll til toppen