Derfor skal vi ikke have en motorvej hen over Samsø

Samsø er en ø, og når man kommer sejlende til øen, mærker kroppen en ro, der langsomt sænker sig.

Det er det, fritidssamsinger og turister især hæfter sig ved, når de kommer til Samsø. Og når de så er på øen, er det også roen og freden, der er attraktiv, og som gør at de kommer igen og igen.

Motorveje kræver plads

Hvis der bygges en bro fra Hou til Samsø og fra Samsø til Røsnæs, vil der komme en 4-sporet motorvej hen over Samsø plus en jernebanelinje. Det kræver plads, ca 60-70 m i bredden. Det er et meget bredt spor at lægge hen over Samsø. Husk på at der ikke er ret langt mellem vores landsbyer.

Vi har nu fået præsenteret de mulige transportkorridorer og det ser truende ud. Hvis man tager udgangspunkt i beskrivelserne af havbundsforhold og landgangspunkterne i Jylland og på Sjælland,

vil den mest sandsynlige transportkorridor være den længste af de mulige på Samsø fra Hjalmarsgård ind i landet lige syd for Ørby, nord om Kolby og tæt på Permelille. Og denne korridor vil øjensynligt betyde nedlæggelse af Haarmark. Alle i Vesterløkken får fint udsyn til den forbifarende trafik. Og det samme gør de i Tanderup. Det vil sige, at en stor del af sydøen vil blive generet af en motorvej.

Forfatterne af rapporten gør opmærksom på følgende:

”Alle korridorerne vil især ved kysterne have en udfordring, hvor der er i dag er uberørt landskab, der vil blive kraftig påvirket af eventuelle markante bro- eller tunnelanlæg. Generelt har alle korridorer en kraftig påvirkning af øen, der i dag ikke har markante, større trafikanlæg.”

Og det kan man jo kun give dem ret i.

Økonomiske konsekvenser

Når først der er en motorvej over Samsø, vil turismen ændre karakter, fra at være af længerevarende karakter til at blive til et smut op til Nordby Bakker, for der er jo så pænt – og så retur til motorvejen, efter at have købt en is eller en kop kaffe i løbet af turen.

Øens landeveje vil næppe kunne klare en sådan øget trafikmængde uden store reparationsudgifter.

Og samtidig vil dagligvare- og specialbutikkerne blive truet af lukning på grund af øget konkurrence fra fastlandet.

Og så har jeg endda ikke beskrevet de miljø- og klimamæssige omkostninger, der er forbundet med selve etableringen, eller diskuteret om der overhovedet er behov for en motorvej fra Aarhus til København.

Offentliggjort i Samsø Posten d. 16. marts 2020 – Af Formanden for foreningen STOP Motorvej over Samsø, Anne Grethe Olsen

Scroll til toppen